39-årige Kim Sønderholm er for mange et ukendt ansigt i Danmark, men det bliver der måske lavet om på nu.
Han har nemlig fået en af hovedrollerne i den amerikanske actionfilm 'The Last Bounty', skriver ekstrabladet.dk.
Kim Sønderholm har spillet flere mindre roller i danske spillefilm og tv-serier og har også instrueret et par film. Han har blandt andet instrueret filmen 'Craig' med sig selv i hovedrollen.
En film, som blev ret overset i Danmark, men som gjorde, at det store udland fik øjnene op for danskeren, da den senere udkom i USA og Tyskland.
Og nu har det altså resulteret i en hovedrolle i 'The Last Bounty' - på dansk 'Den sidste dusørjæger', som indtil videre er hans største rolle.
Filmen handler om den gode mod det onde i kampen om herredømmet over menneskeheden, og Kim Sønderholm spiller hovedskurken, John.
- Det har været en stor oplevelse og spændende at få lov at rejse og arbejde på så mange projekter, siger Kim Sønderholm ifølge ekstrabladet.dk og fortsætter:
- Men jeg vil ikke lægge skjul på, at min drøm er at få flere opgaver herhjemme. Den danske filmbranche kan noget helt specielt, jeg ikke har set andre steder.
Kilde: ekstrabladet.dk