Når det handler om atletikkens absolutte hurtigløbere, har Danmark som regel svært ved at være med blandt de bedste, men noget tyder på, at den tradition snart kan blive brudt.
15-årige Kristoffer Hari viste lørdag endnu engang, at han har talentet til at blande sig i juniorernes verdenselite.
På Hvidovre Stadion løb den danske teenager nemlig intet mindre end den hurtigste 100 meter, der nogensinde er registreret af en europæisk 15-årig.
Det skete i et indledende heat i Copenhagen Open, hvor Hvidovre-løberen krydsede målstregen i tiden 10,43 sekunder og dermed satte en ny milepæl i sin endnu korte karriere.
Tiden er seks hundreddele af et sekund bedre end den hidtidige rekord, der blev sat for mere end 15 år siden af britiske Mark Lewis-Francis.
Lewis-Francis var senere som senior med til at vinde OL-guld på 4x100 meter ved legene i Athen.
Det er blot en måned siden, Kristoffer Hari skabte opmærksomhed ved at løbe i 10,53 sekunder og dermed sætte årets bedste tid i sin årgang.
Den danske seniorrekord på 100 meter-distancen sidder Morten Jensen dog endnu på. Jensen har løbet på 10,29.
/ritzau/