Håbet er ikke stort.
Men det er der stadig, og de lokale redningsmyndigheder i Tasmanien gør nu en ekstra indsats for at finde frem til den 21-årige Kasper Sørensen i live.
- Vi må se i øjnene, at chancerne for at finde Sørensen i live bliver mindre og mindre hver dag, siger politiinspektør Brian Edmonds fra det lokale politi, ifølge den tasmanske avis The Mercury.
En helikopter er sendt i luften på jagt efter spor af Kasper Sørensen, der har været forsvundet siden man den 10. juli fandt hans rygsæk, campingudstyr og pas ved toppen af Cradle Mountain på Tasmaniens nordvestlige del.
Ved 19-tiden onsdag aften australsk tid var der dog stadig ingen spor efter den forsvundne dansker.
- Han er stadig ikke fundet, der er desværre ikke godt nyt. Men vi leder stadig efter ham, siger overbetjent Lee til Avisen.dk.
- Vejret har været ekstremt dårligt, så det har været svært for helikopteren, siger han.
Politiet blev først informeret om fundet af Kaspers rygsæk i søndags – fem dage efter – og forklaringen på den forsinkelse skal nu undersøges, oplyser Tasmaniens turistminister Paula Wriedt.
Ifølge en artikel fra nogle venner på MeetYourMakers.com har ingen hørt fra Kasper Sørensen siden den 3. juli.
Kasper Sørensen var på vej verden rundt med stop i Japan, Australien og New Zealand. Tasmanien var hans sidste stop.
Ifølge The Mercury er Kasper Sørensens far, søster og bror nu på vej til Tasmanien.