Dansker afsløret i Dubai med 4000 ulovlige piller

En 19-årig mand skal tre måneder i fængsel i Dubai og betale en bøde for besiddelse af ulovlige piller.
En 19-årig dansker skal i fængsel i Dubai og betale en stor bøde, efter at han blev stoppet med 4000 ulovlige piller i lufthavnen. Arkivfoto.
En 19-årig dansker skal i fængsel i Dubai og betale en stor bøde, efter at han blev stoppet med 4000 ulovlige piller i lufthavnen. Arkivfoto. Foto: Colourbox.com/Colourbox.com

En 19-årig dansk mand er i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater blevet idømt tre måneders fængsel og en bøde, efter at han blev stoppet med 4000 ulovlige piller.

Det skriver netavisen gulfnews.com

Den 19-årige studerende blev anholdt i lufthavnen i Dubai i januar, efter at myndighederne havde fundet 4000 tramadol-piller i hans bagage.

Ifølge apotek.dk er tramadol er et morfinlignende middel, men med en svagere smertestillende virkning end morfin.

Danskeren nægtede sig skyldig og forklarede, at han var på vej hjem, da hans fly måtte foretage en sikkerhedslanding i Dubai.

- Jeg var tvunget til at blive her i to dage, og så blev pillerne fundet på mig. Jeg er ked af det, men jeg vidste ikke, at de er forbudte her, sagde danskeren ifølge gulfnews.com i retten.

Han forklarede, at han brugte pillerne af helbredsmæssige grunde.

Retten idømte ham tre måneders fængsel og en bøde på 50.000 dirham - eller cirka 90.000 kroner. Desuden bliver han udvist, når fængselsstraffen er afsonet.

Ifølge gulfnews.com fik den 19-årige dansker en mild dom på grund af sin unge alder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.