Skal, skal ikke? Spørgsmålet om et nyt Ungdomshus splitter ikke kun unge og voksne på Nørrebro i København - splittelsen går igen i hele landet.
En rundspørge fra Gallup viser, at de unge er mere skeptiske end de voksne over for et nyt ungdomshus, skriver Berlingske Tidende.
Over halvdelen af unge mellem 18 og 35 år vil ikke have, at Københavns Kommune stiller et nyt Ungdomshus til rådighed, mens modstanden er mindre både blandt voksne i alderen 36-59 år og for danskere over 60.
Ifølge forskningsleder på Center for Ungdomsforskning, Jens Christian Nielsen, er de unge i dag vant til selv at tage ansvar for uddannelse, bolig og økonomi.
- De er vant til selv at skulle handle for at opnå det, de gerne vil, og derfor kan det virke forkert, at en gruppe unge nu bare skal have et hus, siger Jens Christian Nielsen til Berlingske Tidende og peger på, at de ældre generationer kan huske punkbevægelsen og 80 ernes besættere, når de skal tage stilling til spørgsmålet om et nyt Ungdomshus.
Hvis de unge får et nyt hus af Københavns Kommune, mener langt de fleste danskere, at de unge skal betale en eller anden form for husleje, viser Gallup-undersøgelsen.