Lektier: To skateboardtricks og en rumba!
Således kan der stå i lektiebogen for de 30 danske gymnasieelever, der læser på gymnasier i Malmø. Gymnasier, der forsøger at lokke danskere til med alternative uddannelsestilbud.
Flere danskere hvert år
Malmø har særlige gymnasier, hvor man kan bruge skoletiden på alt fra skateboard til jazzballet – og stadig kunne læse videre.
»Vores uddannelse giver samme adgang til universitetet som et dansk gymnasium,« siger Ronny Helland, ejer af Bryggeriet, der både er en skaterampe og et nyt skater-gymnasium i Malmø.
50 københavnske elever har allerede søgt om optagelse over sundet næste år ifølge Malmø Kommune:
»Det er kun de, som har søgt indtil nu. Hvert år kommer flere danske studerende,« siger optagelseschef Anne Sofie Nord.
Fordybelsen trækker
De fleste danskere vælger blandt de mere spraglede svenske uddannelsestilbud: 14 danske elever læser på Mediegymnasiet, og fem går på Heleneholm med dans og teater. Næste år går yderligere 33 danske unge på bare de to gymnasier.
»Hos os kan de danse på højt niveau og få en sproglig gymnasieeksamen oveni. Det, som trækker danskere til, er, at de kan fordybe sig i deres interesse på svenske gymnasier,« siger studierektor Lars Thelandar fra Heleneholm, der reklamerer i danske skuespiller- og dansekredse.
Den danske stat betaler uddannelsen ifølge en nordisk aftale. Oveni får alle elever transporten betalt af sin hjemkommune – og et gratis måltid mad på skolen.
Fleksible skemaer
Lise Dahm fra Rødovre har sønnen Sebastian, som indtil for nylig læste på Borgarskolan i Malmø på en sportslinje. Han blev headhuntet til at spille ishockey i canadiske Sudbury Wolfs.
»Det er en super skole. Skemaet blev rettet ind efter hans træning. Danske gymnasier kunne lære af de svenske at rette sig ind efter de unges interesser,« siger hun.
Nu vil almindelige svenske gymnasier også tiltrække danske elever. Borgarskolan spørger således danske unge i en folder, om de kan undvære »mors chokolademælk« og køre de 35 minutter til Malmø.