Det er blevet nemmere for unge rygere at holde fingrene fra smøgerne, efter at rygeforbuddet er trådt i kraft.
Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, hvor 97 procent af de adspurgte siger, at de færdes i flere røgfri miljøer, og hver tredje oplever en formindsket rygetrang, alene på grund af rygeforbuddene.
"Når hver tredje af de unge dagligrygere føler mindre rygetrang på grund af forbud, er der god grund til at fortsætte i den retning. Debatten i forbindelse med rygeloven gjorde, at en del skoler, idrætshaller, caféer mv. frivilligt indførte rygeforbud, men der er fortsat steder, hvor det halter, fordi der mangler lovgivning," siger projektleder hos Kræftens Bekæmpelse, Poul Dengsøe Jensen, i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser desuden, at otte procent af de unge, der røg til dagligt har valgt at kvitte smøgerne helt.
Poul Dengsøe Jensen foreslår derfor, at rygeforbuddet bliver udvidet, så endnu flere får lyst til at droppe rygningen.
"Med et generelt forbud vil der være mere sammenhæng i de rygeregler, de unge møder, og større chance for, at de kvitter smøgerne. Otte procent som stopper om året er et skridt i den rigtige retning, men det kan blive endnu flere," siger han.