Tre danske turister på 21, 22 og 23 år blev i går fanget af et uvejr på Table Mountain i Sydafrika.
Ifølge Independent Online havde danskerne ikke det fornødne tøj og udstyr til at klare sig igennem uvejret på bjerget, og de kunne heller ikke komme ned i sikkerhed ved egen hjælp.
- De nåede til Maclears Beacon (det højeste punkt på bjerget, red.) i forfærdeligt
vejr og næsten intet af deres udstyr var regntæt, siger Kevin Tromp fra
Wilderness Search and Rescue til Independent Online.
Efter at have hørt danskernes nødkald blev der sendt et redningshold af sted. Ifølge Kevin Tromp var danskerne tæt på at lide af hypotermi (unormalt lavt legemstemperatur .red.), da de blev fundet.
Ingen af dem havde dog behov for lægehjælp, da de var kommet ned.
Episoden
har fået de lokale myndigheder til at advare turister, der tager på
vandretur mod at prøve kræfter med bjerget, når vejret er dårligt.