De danske soldater har natten til søndag i et blodigt slag dræbt 70-80 Taleban-krigere i Afghanistan.
Dødstallet er offentliggjort af Nato. Hærens Operative Kommando bekræfter over for Politiken.dk, at de danske soldater har været i hård kamp, men har ikke selv opgjort, hvor mange Taleban-soldater der døde i kampen.
Slaget, der varede i fire timer, er et af de hårdeste, de danske soldater har været med til i Afghanistan, men ingen danske soldater kom til skade.
Der er ikke klart, hvordan de 150 danske soldater, støttet af afghanske sikkerhedsstyrker og engelske kamphelikoptere, kom i kamp med Taleban-soldaterne.
En Nato-officer fortæller, at de danske styrker selv opsøgte Talebansoldaterne for at angribe dem, men Hærens Operative Kommando siger til Politiken.dk, at de danske soldater blev angrebet og først derefter skød på de angribende talebanere.