Den 66-årige Torben Liliegreen fra Guldborgsund efterlyses af dansk og norsk politi, efter at han ikke er vendt hjem fra en vandretur i Norge.
Det oplyser norsk politi i en pressemeddelelse.
Torben Liliegreen, der ifølge politiet er en erfaren vandrer, tog til Norge 17. juli for at vandre i Setesdal i den sydvestlige del af landet. Efter planen skulle han gå til Kristiansand.
Han går langsomt, og politiet regner med, at han kan have gået mellem fem og 15 kilometer om dagen.
Det var meningen, at han skulle rejse hjem til Danmark 8. august, men han er aldrig dukket op. Den sidste aktivitet på hans mobiltelefon er registreret ved middagstid 17. juli.
Han har tidligere vandret i Setesdal, og med på turen havde han både telt og frysetørret mad. Han har tidligere været medlem af Den Norske Turistforening, der har hytter i området, men det vides ikke, om han har gjort brug af dem.
Ifølge norsk politi beskrives Torben Liliegreen som meget indadvendt og med "autistiske træk" i den måde, som han taler med og forstår andre mennesker på.
De, som kender ham, tror ikke, at han vil tage kontakt til ukendte mennesker, selv om han skulle have brug for hjælp.
Torben Liliegreen er 175 centimeter høj og vejer knap 80 kilo. Han har gråt hår og bruger briller.
/ritzau/