Forsvarsminister Søren Gade har taget kritikken af forsvarets mission i Afghanistan så alvorligt, at han har inviteret en række danske toppolitikere til Afghanistan for at opleve situationen på egen krop.
Af sikkerhedsmæssige hensyn har det hidtil været en hemmelighed, at Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, de seneste tre dage har været i landet sammen med Folketingets forsvarsudvalg og Udenrigspolitisk nævn.
De danske politikere mødtes med Afghanistans præsident Hamid Karzai for at diskutere den politiske og sikkerhedsmæssige situation i det krigshærgede land.
Fra forsvaret egne rækker har der tidligere lydt heftig kritik af de danske styrkers udrustning og uddannelse til missionen. Politikerne får nu selv mulighed for at vurdere situationen, når de besøger de danske styrker i Camp Bastion og Kandahar.
Især i de sydlige egne af Afghanistan har de engelske og danske styrker været i voldsomme kampe med oprørere fra Taleban de seneste måneder. I alt er der omkring 400 danske soldater i Afghanistan.