Danske teenagepiger under 18 år lader sig gifte med muslimske mænd uden forældrenes samtykke.
Ægteskaberne er ikke juridisk gyldige, da pigerne endnu ikke er myndige. Men der er tale om en islamisk ægteskabskontrakt, der bl.a. omfatter medgift og binder de unge af en række regler, skriver Berlingske.
Ingen kender det eksakte antal ægteskaber, men Berlingske kan i dag fortælle historien om en 17-årig dansk pige, der giftede sig med sin muslimske kæreste.
Formanden for Folketingets integrationsudvalg, Karen Jespersen (V), vil have teenage-ægteskaberne stoppet.
"Det er et alvorligt problem. Det er et udtryk for, der er ved at brede sig en parallelkultur, der er meget bekymrende," siger hun til Newspaq.
Karen Jespersen mener, at man bør straffe de imamer, der i strid med loven vier unge piger.
"Jeg vil spørge justitsministeren, hvilke sanktionsmuligheder, der er i dag. Og så vil jeg overveje, om man kan foreslå en skærpelse, så det bliver tydeligt, at det er ulovligt at vie unge under 18 år," siger hun.
Står det til Karen Jespersen skal imamer, der overtræder dansk lov, fratages deres vielsesbemyndigelse eller udvises.
Kilde: Berlingske