Det er attraktivt for danske sygeplejersker at tage job i Norge, og derfor tager flere og flere mod vores naboer i nord.
255 sygeplejersker har i årets første måneder fået autorisation til at arbejde i Norge, og det er en stigning på 36 procent i forhold til sidste år, skriver dr.dk
Det, der trækker danskerne til Norge, er primært lønnen.
"Man får flere penge, end man gør herhjemme, og man kan komme ud og se noget, som vi ikke har i Danmark. Man har også en anden frihed, hvis man tager af sted gennem et bureau, som jeg har gjort, fortæller sygeplejerske Kathrine Rask pedersen fra Aarhus til dr.dk.
Positiv udvikling
Hos Dansk Sygeplejeråd ser de positivt på udviklingen, da det mindsker ledigheden herhjemme, som ellers ville have været større. Men samtidig ser de gerne, at sygeplejerskerne ikke bliver i Norge.
"Vi vil jo meget gerne sige "på gensyn" til de kære danske sygeplejersker. For vi vil jo gerne, at de danske borgere skal have gavn af de dygtige danske sygeplejersker, som jo også er blevet uddannet via danske skattekroner," siger Anni Palsgaard.
Kilde: dr.dk