11 af Danmarks bedste svømmere og teamet omkring dem fra Dansk Svømmeunion (DSU) er ankommet til Kazan i Rusland, hvor VM afvikles fra på søndag.
Og med OL næste sommer i sigte vil modstanden blive ekstra hård, fordi alle de bedste svømmere stiller til start.
- VM er altid en hovedbegivenhed i international elitesvømning. Og her året før OL vil der typisk være ekstra tæt konkurrence om placeringerne, da så godt som alle, der har olympiske medaljeforhåbninger næste sommer i Rio, vil stille til start, siger DSU-sportschef Lars Green Bach i en pressemeddelelse.
- Vi må derfor forvente, at vi skal svømme op til vores allerbedste for at være med i kampen om finaler og medaljer.
Han tror dog på, at erfaringen blandt mange af de danske svømmere vil blive en fordel.
- Vores fordel i den kamp kan blive den internationale erfaring og rutine, som vores VM-hold besidder.
- Lykkes vi med at nyttiggøre den fordel - både hos den enkelte svømmer og i forhold til holdet som helhed - er jeg overbevist om, at vi vil blive tilfredse med vores indsats og de resultater, der kommer, lyder det fra sportschefen.
/ritzau/