For en heldig fynbo er december pludselig blevet meget lysere. Vedkommende ramte nemlig de syv rigtige tal i Lotto lørdag aften og er altså vågnet op til en skattefri adventsgave på hele 10 millioner kroner.
Udfordringen er, at den ualmindeligt heldige vinder muligvis slet ikke er klar over, at vedkommende er født med fætter Højben i ascendanten. Danske Spil har nemlig endnu ikke haft kontakt med den nybagte mangemillionær, skriver spilletjenesten i en pressemeddelelse.
Derfor lyder opfordringen nu: Har du købt en Lotto i Bolbro, så få da lige tjekket den kupon. Det er nemlig i Føtex på Middelfartvej i Odense V, at vinderkuponen er købt.
Også Millionærchancen gjorde sit for at sprede julehumør. Her blev yderligere to danskere millionærer: Den ene er en spiller fra Nordsjælland med PLUS-abonnement, og den anden har købt sin kupon hos Bladcentralen på Himmerlandsgade i Aars. Heller ikke disse to vindere har Danske Spil haft kontakt med.