Et eller andet sted i Danmark går en person måske rundt og er blevet millionær – helt uden at vide det.
Danske Spil mangler i hvert fald at finde den femte og sidste vinder af hovedpræmien på den legendariske skrabe-julekalender. Så det er måske en god ide lige at tælle antallet af juletræer igen.
– For os er den klassiske Quick julekalender noget helt særligt. Den har været med os i over et kvart århundrede og giver spænding og gode familieoplevelser hele julen igennem. Det betyder derfor også meget for os, at alle får deres gevinster. Lige nu mangler vi at finde den sidste vinder, så vi vil gerne opfordre til, at man tjekker sine juletræer en ekstra gang samt kigger bag køleskabet eller i skuffen, om der skulle ligge en og gemme sig. Det har vi oplevet før, siger adm. dir. i Danske Lotteri Spil, Pernille Wendel Mehl.
Vinderne af milliongevinsten er fordelt over hele landet. Fra Helsingør til Taastrup og fra Nakskov til Haarby.
– Efter så vanvittigt et år som 2020 har været på grund af corona, så glæder det mig ekstra meget, at fire – og forhåbentlig snart - fem heldige danskere starter 2021 som millionærer. Jeg ved godt, at verden stadig er i nedlukning, så der går nok lidt tid før, man kan komme rigtig i gang med at bruge pengene. Men så er der jo god tid til at drømme og planlægge, lyder det fra Pernille Mehl.
Det haster ikke nødvendigvis med at indløse gevinsten – der er et helt år at løbe på, før den forældes.
Vinderne med lod til en værdi af 1.000.000 kroner er købt hos:
- Føtex City 2, Cityringen 24, 2630 Taastrup
- Meny Nakskov, Havnegade 69, Nakskov, 4900
- Superbrugsen Haarby, Algade 41. 5683, Haarby
- Kvickly Prøvestenen Helsingør, Birkedalsvej 5, 3000 Helsingør