De otte navne til dette års Melodi Grand Prix var knap offentliggjort før Danske Spil også var klar med deres bud på en vinder af den store musikdyst.
Efter den første gennemlytning ligner det en duel mellem to sange, mener Danske Spils odds-sætter Peter Emmike Rasmussen.
- ”Hallelujah” med Conf3ssions har jeg som snæver favorit. Den har noget internationalt snit over sig, og så er der også lidt mere gang i den, end nogle af de andre, siger Peter Emmike Rasmussen i en pressemeddelelse fra Danske Spil.
Lige i hælene på Confessions ligger Reddi med sangen ”The Show”.
- Det er en sang, der er godt smæk på, og så overrasker den lidt undervejs. På den måde kan man sige, at den lever op til sin titel ”The Show, siger Peter Emmike Rasmussen, som understreger, at favoritværdigheden kan nå at ændre sig inden selve konkurrencen.
Dansk Melodi Grand Prix løber af stablen 5. marts i Jyske Bank Boxen i Herning. Og vinderen får, ud over æren, også den eftertragtede plads ved Eurovision Song Contest senere på året i Italien.
De otte kandiater ved årets Dansk Melodi Grand Prix og Danske Spils odds.
Conf3ssions – Hallelujah: odds 3.00
Reddi – The Show: odds 3.25
Patrick Dorgan – Vinden Suser Ind: odds 6.00
Fuld Effekt – Rave Med De Hårde Drenge: odds 7,50
Morten Fillipsen – Happy Go Lucky: odds 7.50
Josie Elinor og Jack Warren – Let Me Go: odds 11.00
Juncker – Kommet For At Blive: odds 13.00
Der Var Engang – En Skønne Dag: odds 16.00