Danmark er ikke det første land, som NATO vil bede om yderligere assistance i Afghanistan.
De danske soldater har nemlig gjort det godt, og derfor vil alliancen bede om hjælp andre steder.
Det fastslog NATO?s øverste generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, da han i dag mødtes med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).
»Vi er på rette vej i forhold til at få flere tropper til Afghanistan. Og Danmark er ikke de første, jeg spørger ? jeg beder om solidaritet hos alle de allierede. Andre lande må også træde til«, sagde Jaap de Hoop Scheffer,
Fogh stak hovedet sammen med NATO-bossen for at diskutere situationen i Afghanistan, og han beskrev efterfølgende mødet som »frugtbart«.
»Danmark støtter en transformation, der kan skabe en alliance til at håndtere de nye sikkerhedstrusler. Meget er på spil i Afghanistan«, sagde statsministeren.
Mødet i statsministeriet var samtidig en optakt til NATO-topmødet i Riga i slutningen af måneden.