Flere og flere danske soldater vender tilbage fra verdens brændpunkter med ar på sjælen. Sidste år måtte forsvarets psykologer behandle 450 personer. Det er et rekordhøjt antal, og en stigning på 30 procent i forhold til året før. Derfor vil samtlige 20.346 soldater, der siden 1992 har været udsendt modtage et personligt brev med tilbud om psykologhjælp inden udgangen af marts, skriver Berlingske Tidende.
"Der kan sidde nogen derude, som har brug for hjælp, men som endnu ikke har fået det tilbudt det eller ikke ved, hvor de kan få det," siger chefpsykolog Vibeke Schmidt fra Forsvaretsakademiets Institut for Militær Psykologi til Berlingske Tidende.
Som opgaverne er blevet voldsommere i Afghanistan og Irak, kommer flere og flere soldater i risikogruppen for at få psykiske mén. Desuden gør det store engagement også, at flere bliver udsendt igen og igen, og så bliver soldaterne mere sårbare.