Weekendens voldsomme kampe i Afghanistan fortsatte mandag, hvor danske soldater igen kom i timelang ildkamp med oprørsstyrker i Helmand-provinsen.
Ifølge Hærens Operative Kommando (HOK) blev de danske soldater mandag eftermiddag beskudt i det område af Helmand-provinsen, hvor de også var i kamp søndag.
Danskerne skød tilbage mod oprørsstyrkerne med håndvåben, støttevåben og morterer og med ekstra støtte fra kamphelikoptere og fly. Ingen danskere blev såret, mens det ifølge en pressemeddelelse fra HOK er umuligt at sige, hvor mange oprørere, der blev slået ihjel.
Kampen fandt sted ved en landsby cirka 15 kilometer fra Musa Qala.
Lørdag blev to danske soldater såret, da et køretøj ramte en mine. Søndag slap danskerne uskadte fra fire timer lang ildkamp i nattens mørke.
De militære operationer i den nordlige del af Helmand-provinsen skal hindre oprørsstyrkerne i området i at ødelægge genopbygningsarbejdet i byerne Gereshk og Lashkar Gah længere mod syd, hvor der fortsat er forholdsvis roligt.