Lønnen for at være udsendt som soldat for Danmark er for ringe. Mens missionerne er blevet farligere og farligere, er lønnen ikke fulgt med.
Sådan lyder kritikken fra de danske soldaters forening Centralforeningen for stampersonel , der samtidig mener, at Forsvarets store problemer med rekruttering kunne løses ved en bedre løn til udsendte soldater i for eksempel Irak og Afghanistan.
- Udsendte soldater får simpelthen for lidt i løn, i forhold til, hvor farlige missionerne er i dag. Vores soldater kan se, hvordan andre nationer giver deres soldater langt mere i løn, og det er demotiverende for soldaterne, siger Jesper Korsgaard Hansen, der er formand for Centralforenignen for Stampersonel, der repræsenterer mere end 6.000 medlemmer af forsvaret.
I dag vil regeringen bede Folketinget om opbakning til at sende yderligere 200 soldater til Afghanistan, hvor de danske soldater i fremtiden også skal beskytte det civile personale, som skal stå for genopbygningen af landet.
Det gør missionen i den urolige Helmand-provins endnu farligere. Og jo farligere missionen er, jo større er risikoen for at soldaterne vælger et civilt job i Danmark, fordi lønnen her svarer til risikoen, mener soldaternes forbundsformand
- Vi kan ikke holde på folkene, når de kan se deres kammerater får mere ud af et trygt civilt job i Danmark. Hvorfor så risikere at blive skudt i Afghanistan, spørger mange af vores soldater, siger Jesper Korsgaard Hansen.
Udsendte soldater får som hovedregel et månedligt tillæg på 5.493 kroner, som dog varierer, alt efter om man er befalingsmand eller officer og hvor længe man er udsendt.