Soldater udstationeret i den uroplagede Helmand-provins i Afghanistan kæmper ikke kun mod Taleban.
Soldaterne er nemlig trukket ind i et internt opgør mellem forskellige afghanske stammer, der har bekæmpet hinanden, længe inden Taleban kom til området. Det skriver Politiken.
SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, mener, at soldaterne er i en ekstrem farlig situation, som forsvaret og partierne bag deltagelsen i Afghanistan-krigen ikke gør meget ud af at fortælle dem.
"Man sender unge mænd til Armadillo og Afghanistan på forkerte præmisser. De tror, at de skal kæmpe for demokratiet og imod Taleban, men kommer ned til et morads af lokale konflikter og bliver parter i et stammeopgør," siger han til avisen.
Men den udlægning afviser den konservative forsvarsordfører, Helge Adam Møller.
"At vi indimellem kan blive gidsler i interne stammeopgør er en risiko, men de militære chefer dernede er de bedste til at undgå det i størst mulig udstrækning." siger han.