De fem danske føfolk, der blev frigivet fra deres kidnappere for fem døgn siden, er nu kommet i land i Djibouti. Det skete klokken seks i morges, skriver TV2.
Søfolkene stod om bord på dækket af den franske korvet Blaison, da de lagde til i havnen. På kajen ventede repræsentanter fra det danske Udenrigsministerium, det danske politi og krisepsykolog samt pressefolk.
- De har boet i min kahyt og har det efter omstændighederne godt, men det er klart, at nu vil de meget gerne hjem, fortæller Flemming Gredsted fra Udenrigsministeriet til TV 2/Nyhederne.
Senere på dagen køres søfolkene til lufthavnen i Djibouti, hvorfra de flyves hjem til Danmark i et fly, som Søfartsstyrelsen har chartret. Flyet letter først på eftermiddagen og ventes at lande i en dansk lufthavn natten til onsdag.
De fem søfolk sad som gidsler i 83 døgn, efter at deres skib Danica White var blevet kapret af somaliske pirater. Rederiet H. Folmer & Co. måtte efter lange forhandlinger betale en ukendt løsesum.
På flyrejsen hjem til deres pårørende følges søfolkene af repræsentanter fra politiet, krisepsykologen og Udenrigsministeriet.
Djibouti er en lille republik, der ligger klemt inde mellem Eritrea, Etiopien og Somalia.