På 26 af landets skoler eller gymnasier hænger en rød smiley. Den er givet af Arbejdstilsynet, fordi skolerne udsætter elever og lærere for kræftfremkaldende belastninger.
Kræftrisikoen sker blandt andet på grund af manglende udsugning i skolekøkkenet eller sløjdlokalet, og det udløser altså en sur smiley.
Sidste år var antallet nede på 18 skoler, viser en undersøgelse, som Nyhedsbrevet 3F har lavet på baggrund af Arbejdstilsynets smileyordning.
"Det er forfærdeligt, at vores børn bliver udsat for stoffer i skolen, som kan give dem kræft. Vi er nødt til at tage arbejdsmiljøet i skolerne mere alvorligt end hidtil," siger Benedikte Ask Skotte, der er formand for forældreorganisationen Skole og Samfund.
Syv ud af de 26 skoler har fulgt op på den sure smiley, og har rettet op på forholdene i det farlige arbejdsmiljø.
13 af uddannelsesinstitutionerne har haft en rød smiley i mere end et halvt år, mens fire af skolerne har haft den problematiske smiley hængende i to år.