Tre store afdøde sangerinder - to danske og en svensk - er indstillet til at få en vej opkaldt efter sig.
Det skriver Ekstra Bladet.
Vejene ligger i et nyere boligområde på Sluseholmen i København. Og vender Teknik- og Miljøudvalget tomlen op til Vejnævnets indstilling vil Etta Camerons, Grethe Ingmanns og svenske Monica Zetterlunds navn pryde det tidligere industriområde i Københavns Sydhavn.
Der er i forvejen masser af musik i områdets vejnavne, men det domineres af navne på mandlige jazz-musikere, så det passer Enhedslistens Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedager Olsen fint, at de tre veje får navn efter kvinder:
- Der er en skævvridning mellem mænd og kvinder, når det kommer til navne på veje, pladser og parker i København. Vi har nu muligheden for at reducere den ulighed en smule, og det skal vi benytte os af, siger hun.
Ifølge Ekstra Bladet kommer Etta Camerons Vej, Grethe Ingmanns Vej og Monica Zetterlunds Vej til at ligge ved siden af veje som Otto Brandenburgs Vej, Dexter Gordons Vej og Thad Jones Vej.
Etta Cameron døde i 2010, 70 år gammel, Grethe Ingmann døde i 1990, 52 år gammel, og Monica Zetterlund døde i 2005 og blev 67 år gammel.
Der er en vej navngiven efter en dansk kvindelig sangerinde i området. Og det er Lone Kellermanns Vej.
Lone Kellermann døde i 2005, 62 år gammel. Hun var nok mest kendt i den brede befolkning for landeplagen "Se Venedig og dø". Sangen var en gave fra Kim Larsen og blev indspillet sammen med medlemmerne af Gasolin'. Foto: Peter Elmholt/Ritzau Scanpix (arkiv)