Danmark er repræsenteret ved to finaler og er i tre semifinaler ved EM i kortbanesvømning efter en vellykket fredag formiddag, hvor der også blev sat to danske rekorder.
Jakob Andkjær satte dansk rekord for 28. gang i sin karriere, da han i 100 meter fri svømmede sig til en indledende 7.-plads med tiden 48,54 sek.
Den anden danske rekord blev sat i 4x50 meter fri, hvor de danske piger svømmede i femtehurtigste tid.
Med 1.40,81 min. var Annette Hansen, Jeanette Ottesen, Maja Kruse og Line Præst Lauridsen fem hundrededele hurtigere end den danske rekord fra 2004, men på tilskuerpladserne frygtede den danske lejr i to tilfælde, at der var tale om tyvstart ved skifterne.