De danske særregler om bopælspligt på danske landbrugsejendomme er i strid med EU’s regler om kapitalens frie bevægelighed. Det fastslog EF-domstolen torsdag formiddag.
Sagen blev anlagt i 2003 af den tyske statsborger Uwe Kay Festersen, der fra 1998 til 2003 brød de danske regler ved ikke at overholde bopælspligten på sin gård i Bov i Sønderjylland og derfor blev idømt en bøde på 5.000 kroner.
»Selvom den danske landbrugslovgivning ikke indebærer en forskelsbehandling mellem danske statsborgere og statsborgere fra andre EU-lande eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemsstater, står det ikke desto mindre fast, at det bopælskrav, som den fastsætter, og som kun kan ophæves med landbrugsministerens tilladelse, begrænser de frie kapitalbevægelser,« skriver EU-domstolen i sin afgørelse.
Afgørelsen er overraskende, da EUs generaladvokat tidligere har lagt op til at give Danmark medhold, ligesom Højesteret i 2001 vurderede, at de danske regler om bopælspligt ikke var i strid med EU-reglerne.