Venstres tre medlemmer i EU-Parlamentet har kort før tirsdagens afgørende afstemning besluttet sig for at stemme for klimakommissær Connie Hedegaards redningsplan for EU's CO2-kvotesystem.
Det siger Jens Rohde kort efter et møde med sine partifæller i Strasbourg.
- Det er et dårligt forslag, der ligger. Og det har jo ikke ret meget andet effekt, end at det skal bruges til at købe kommissionen tid. Men det er en tid, der skal bruges til at redde systemet, som vi selv har været med til at indføre, siger Jens Rohde.
Dermed er Anna Rosbach det eneste danske parlamentsmedlem, der endnu ikke er afklaret. Morten Messerschmidt stemmer blankt, mens de resterende 11 medlemmer af parlamentet over for Ritzau har tilkendegivet, at de stemmer ja.
Kvotesystemet går ud på, at virksomheder kan købe CO2 -kvoter, der giver dem ret til at forurene. Men blandt andet på grund af den økonomiske krise, er efterspørgslen lav.
Det betyder, at gennemsnitsprisen for at udlede et ton CO2 i dag koster knap fire euro. Da systemet blev etableret, var forventningen en pris på 30 euro.
Kommissionen vil derfor trække 900 millioner CO2 -kvoter ud af handlen, såkaldt backloading, og indsætte dem igen, når markedskræfterne har drevet priserne i vejret.
/ritzau/