Fyns Politi i Odense måtte sætte alt sit disponible mandskab ind, da fodboldbøller fra Danmark og Norge røg i slagsmål med hinanden i forbindelse med gårsdagens Royal League kamp mellem OB og Brann.
Klokken cirka 15 fik politiet en melding om, at der var gang i et større slagsmål ved Føtex på Vesterbro.
Vicepolitikommissær Peter Ruder fra Fyns Politi fortæller, at det sandsynligvis var medlemmer af fanfraktionen Odense Casuals, der var i kamp med gruppen af nordmænd.
»Vi anholdt i alt tre personer. To danskere og en nordmand.«
Ved redaktionens slutning var kampen mellem OB og Brann endnu ikke færdigspillet.
»Vi vil have masser af folk derude for at bremse eventuelle uroligheder,« sagde Peter Ruder ved 16.30-tiden.«