Det er uambitiøst, når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke sender en minister til EU-møde i Madrid, men kun sender en embedsmand for at repræsentere Danmark. Det mener statsministerens traditionelle allierede i EU-spørgsmål fra Socialdemokratiet, De Radikale og Europabevægelsen.
Mødet i dag skal give førstehjælp til den strandede EU-traktat, og ifølge Jyllands-Posten er Danmark udelukkende repræsenteret ved en diplomat fra ambassaden i Madrid.
»Jeg synes, det er på tide, at statsministeren viser et ægte engagement i det europæiske, og det synes jeg bestemt ikke, man gør, når man ikke tager den indflydelse, man kan få. Man bør selvfølgelig sende en minister,« siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt til Jyllands-Posten.
Det samme mener De Radikale og Europabevægelsen.
EU-forfatningen strandede efter at befolkningerne i Frankrig og Holland stemte nej til traktaten i 2005. Forfatningen er godkendt i 18 lande mens syv lande, deriblandt Danmark, endnu ikke har godkendt den.
Statsministeren sagde på sit pressemøde tirsdag, at Danmark ikke nødvendigvis behøver en folkeafstemning for at godkende en ny version af traktaten, hvis ikke der er tale om suverænitetsafgivelse.