Der var aldrig rigtig tvivl om kampens udfald, da Aalborg Håndbold lørdag sendte KIF Kolding København hjem med et nederlag på 20-30.
De to point sender det danske mesterhold op på 18 point i 888 Ligaen og bryder en negativ stime på tre nederlag i streg.
Aalborg Håndbold fik ret hurtigt opbygget en komfortabel føring på 10-4 mod gæsterne. Hver gang KIF fik bolden i nettet, svarede Aalborg igen med gode skud udefra.
Samtidig havde målmand Mikael Aggefors en god dag i Aalborg-målet. Han viste højt niveau ved at tage pynten af KIF-skytterne og var en af de primære årsager til, at Aalborg gik til pausen foran 14-7.
I den anden ende var Aalborgs Martin Larsen en farlig herre med seks mål.
KIF Kolding Københavns Bo Spellerberg blev kampens topscorer med ni mål, men helt så målfarlige var holdkammeraterne dog ikke, og så endte Aalborg med de to point.
Tidligere på dagen vandt Skanderborg en tæt dyst hjemme mod HC Midtjylland 20-19. Skanderborg var foran 11-9 ved pausen, men gæsterne kom tilbage og var foran i to omgange i anden halvleg.
Det lykkedes dog Skanderborg at afgøre kampen, da holdet scorede til 20-16. Et forspring, som HC Midtjylland ikke kom tilbage fra.
Århus Håndbold vandt 33-29 over Sønderjyske.
/ritzau/