Det er slut med at bladre i magasinerne Maker og Mad & Bolig.
De respektive magasiner udkommer for sidste gang i december.
Det oplyser Aller Media i en pressemeddelelse.
- Som privatejet medievirksomhed uden offentlig produktionsstøtte kan vi ikke gøre andet end at agere efter markedet, ligesom vi tilpasser vores forretning proaktivt og ansvarligt ud fra vores indsigter og data, siger Aller Medias administrerende direktør, Charlotte Riparbelli, i pressemeddelelsen og uddyber:
- Det betyder i sin natur, at vi foretager de nødvendige ændringer, når der ikke er potentiale i at vækste dele af vores forretning gennem investeringer. Derfor lukker vi magasinerne Mad & Bolig og Maker, hvor blandt andet strukturelle fald i markedet stiller krav om ansvarlige rationaliseringer for at sikre grundlag for fremtidig vækst.
I forbindelse med rationaliseringerne er der foretaget fem opsigelser, oplyser Aller Media.
Boligstof og gør-det-selv er stadig to vigtige stofområder, som skal dækkes af medievirksomheden.
Det bliver dog fremover på andre platforme og i andre formater og brands end i Maker og Mad & Bolig, oplyser Charlotte Riparbelli.
- Vi lever af at lave godt indhold, der hvor læserne og brugerne er. Og det vil vi selvfølgelig fortsætte med, siger den administrerende direktør i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus