Bagmandspolitiet skal nu vurdere, om Danske Licens Spil A/S har overtrådt det regelsæt, som skal forhindre hvidvask.
Det er Spillemyndigheden, som har politianmeldt Danske Licens Spil A/S, oplyser informationschef Thomas Rørsig mandag i en pressemeddelelse.
Danske Licens Spil er et datterselskab til Danske Spil og udbyder blandt andet tips, Oddset og som nævnt onlinekasino.
Sagen drejer sig om en bestemt kundes spil på onlinekasino i 2013 og 2014.
Spillemyndigheden mener, at spilleren opførte sig så mistænkeligt, at Danske Licens Spil burde have indberettet ham til politiet.
Overfor Ritzau ønsker informationschefen ikke at gå i detaljer med de beløb, som spilleren satsede.
Men i pressemeddelelsen oplyser Thomas Rørsig, at man mente, at spilleren havde en "uhensigtsmæssig" adfærd, som tydede på ludomani.
Selskabet mente derfor ikke, at sagen burde indberettes til politiet.
Og den holdning har man fortsat, fremgår det af pressemeddelelsen.
Bagmandspolitiet - Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - skal nu vurdere, om der er tale om en overtrædelse.
I givet fald vil politiet lave et bødeforelæg, og derefter har Danske Licens Spil A/S mulighed for at indbringe sagen for retten.
I flere andre tidligere sager om overtrædelse af regler, der skal forhindre hvidvask og terrorfinansiering, har der været tale om forholdsvist høje bøder.
I mandagens pressemeddelelse fortæller Danske Licens Spil i øvrigt, at man har opdateret og styrket procedurerne, så noget lignende ikke vil kunne ske igen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.