Der blev brugt mindre antibiotika i dansk landbrug i 2016 i forhold til året før.
Det viser den årlige DANMAP-overvågning for 2016, som Statens Serum Institut, DTU Veterinærinstituttet og DTU Fødevareinstituttet står bag.
I 2016 er der brugt cirka fem procent mindre antibiotika til danske dyr, når man måler i kilo antibiotika. Og det er en positiv udvikling, lyder det fra DTU.
- En reduktion af antibiotikaforbruget er en nødvendig forudsætning for at tackle problemet med antibiotikaresistente bakterier, siger afdelingschef Flemming Bager fra DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.
- Fødevarestyrelsen har i de seneste år gennemført flere tiltag for at begrænse forbruget, og det er positivt at se, at forbruget fortsætter med at falde, siger han.
Det er tredje år i træk, at det samlede forbrug falder. I 2016 faldt brugen af antibiotika både til svin, kvæg, fjerkræ og fisk.
I Danmark fylder svineproduktionen hele 85 procent af den samlede kødproduktion. Omkring 75 procent af det samlede forbrug af antibiotika i landbruget går til svin.
I 2016 faldt forbruget af antibiotika til svineproduktion fire procent.
Ifølge Christian Fink Hansen, sektordirektør i Landbrug & Fødevarer, skyldes faldet målrettet arbejde i landbruget.
- Det skyldes et konstant fokus på at forbedre sig - optimere foderblandinger, optimere pasning og intensivere den interne smittebeskyttelse, siger han.
Han fremhæver, at forbruget af antibiotika i landbruget er faldet 25 procent siden 2009. Ifølge DANMAP's kortlægning skete det dog efter en stigning i årene 2000-2009 på 62 procent.
Alligevel mener Christian Fink Hansen, at indsatsen er imponerende.
- Man skal huske at korrigere for, at vi i samme periode har haft en stigende produktion. Der er kommet flere og flere grise i landet, siger han.
De kommende år kan forbruget dog stige igen. Brugen af et andet stof - medicinsk zink - skal nemlig udfases senest i juni 2022. Og landbruget har en stor udfordring i den forbindelse, siger sektordirektøren.
- Medicinsk zink bliver brugt til at behandle mave-tarm-lidelser hos smågrise. Det eneste alternativ er antibiotika.
- Vi arbejder stenhårdt på, at forbruget kan bevares på et lavt niveau, siger han.
/ritzau/