Ifølge den norske lægeforening arbejder omkring 400 danske læger i øjeblikket i langvarige ansættelser på norske sygehuse. Det er især bedre løn og bedre arbejdsforhold, der lokker.
"Vi kan se, at tallet for danske læger, der er i Norge i længere perioder er stadigt stigende. Per dags dato har vi registreret 417, men det er uden alle de danske læger, der kommer i kortere vikariater," siger Anders Taraldset fra Legeforeningen i Norge, til Berlingske Tidende.
Lægeforeningen har i alt registreret 3.843 danske læger med licens til at udøve lægegerning i Norge.
Samtidig mangler der omkring 1.000 læger på de danske sygehuse.
"Enhver arbejdstime, vi mister, skaber huller og lader problemer stå uløste hen, så jo flere vi kunne holde i Danmark, og jo flere vi kunne lokke tilbage fra Norge, des bedre kunne vi håndtere dagligdagen," siger Poul Jaszczak, der er formand for speciallægerne i Lægeforeningen.