Siden 1. januar har danske kvinder kunne donere æg til barnløse kvinder, men under 10 har gjort det.
Det skriver Berlingske Tidende.
En optælling fra Dansk Fertilitetsselskab viser, at der er doneret under 10 æg siden 1. januar, hvor en ny lov gjorde det muligt for raske kvinder at donere æg.
Speciallæge ved Dansk Fertilitetsklinik, Ursula Bentin-Ley, siger, at det er et problem, at sæd- og ægdonerer får samme belønning. Det er langt mere ubehageligt at få taget æg ud.
- Det svarer til at blive stukket i testiklerne, og så tilbyder man kvinderne 500 kroner og en busbillet. Når kvinder hører om betingelserne bakker de ud, siger Ursula Bentin-Ley.
Det betyder, at danske, barnløse kvinder er nødt til at få æg i Rusland, Tjekkiet eller Spanien.
Formand for Folketingets SUndhedsudvalg, Birthe Skaarup (DF), er villig til at overveje, om ægdonorerne skal have en større kompensation.
Men Ole Hartling, formand for Etisk Råd, advarer om, at økonomisk incitament kan blive et pressionsmiddel .