Flere danske kvinder vælger efter fødslen at få lavet moderkagen om til pulver, de kan spise. Det skriver metroxpress.
- Det lyder jo klamt, og jeg har hørt, det også smager dårligt, men det skulle have en god effekt på, at man kommer sig hurtigere oven på fødslen, siger selvstændige Nadia Kristensen, der planlægger at arbejde under barslen og derfor er særlig fokuseret på at komme sig hurtigt.
Den 34-årige fynbo, der i forvejen er mor til to, kender flere, der tidligere har haft succes med at omdanne den snaskede moderkage til et pulver og spise pulveret som kapsler eller i smoothies.
Nadia Kristensen er slet ikke alene, når det kommer til at spise sin moderkage, skriver metroxpress.
Det ved Narayani Lohmann, der ved siden af sit arbejde både guider kvinder i at pulverisere deres moderkage og tager på hjemmebesøg og hjælper de mange nybagte mødre med at foretage pulveriseringen.
- Mødre vil gerne tilberede deres moderkage, fordi gamle traditioner viser, at det har god effekt på amning og på, hvor hurtigt man kommer sig oven på fødslen. Det er en gammel kinesisk medicinsk opskrift. Dengang brugte man også pulveret mod for eksempel depression og derfor ikke kun til nybagte mødre, siger Narayani Lohmann til metroxpress.