Efter det skuffende nederlag til Angola skal der helt andre boller på suppen mod Rusland, hvis det danske kvindelandshold skal videre til de afgørende kampe ved VM i Kina.
Tirsdag kl. 14 løber de danske jernladies på banen mod de russiske hunbjørne, og her er kravet en sejr, hvis Danmark selv skal afgøre, om de vil fortsætte i turneringen. Forsvarskæmpen Mette Melgaard tror endda, at nederlaget mod Angola kan være en øjenåbner for de danske håndboldkvinder.
"Vi troede jo alle sammen, at pladsen i VM-semifinalen var hjemme. Sådan så det jo også ud. Men jeg tror, at det netop er al snakken, der har svækket holdet så kraftigt," siger Mette Melgaard til Ekstra Bladet.
"Alle, både internt i hele staben og omgivelserne, har haft alt for travlt med det videre forløb. Nu skal vi tilbage til, at der tages den berømte én kamp ad gangen," siger hun.
Inden dagens kampe ligger Danmark på tredjepladsen efter netop Rusland og Frankrig, der topper puljen på bedre målscore end både Rusland og Danmark, da alle tre hold har seks point.