"Juhuu, jeg er blevet pave # konklave". Sådan en pave-tweet vil blive rigtig populær hos de danske katolikker.
Siden konklavet i går gik i gang med at finde pave Benedikt den XVI's afløser, har katolikker verden over ventet i spænding.
Foreløbig er der kun kommet sort røg op af Vatikanets skorsten ved det traditionelle røgritual, hvilket betyder at alle 12 kandidater til pavestolen stadig er i spil.
Og der er høje forventninger til den kommende pave, også blandt danske katolikker.
Pave Benedikt hoppede med på den digitale bølge, da han den 12. december sidste år gjorde sit indtog i Twitteruniverset med en virtuel velsignelse til sine på det tidspunkt 700.000 følgere.
Den kommende pave skal fortsætte de gode takter ved tasterne, mener Benny Blumensaat - katolsk præst i Sankt Nikolaj kirke i Esbjerg, der tæller 1.283 medlemmer.
- Han skal forstå at bruge de moderne kommunikationsmidler såsom Twitter, så han viser, at han er en udadvendt pave med karisma, og på den måde skabe enhed i kirken og i verden, siger Benny Blumensaat, der selv fulgte Pave Benedikt på Twitter, til Newspaq.
Han bakkes op af Michal Bienkowski, katolsk præst i Vor Frue kirke i Slagelse. Han har ikke selv fulgt Pave Benedikt på Twitter, men han er aktiv facebook-bruger. I en tid, hvor færre og færre nærstuderer tunge teologiske bøger, er de sociale medier enorm vigtige.
- Jeg er absolut enig i, at han skal anvende alle midler, der gør sig gældende for at kunne nå ud med evangeliets budskab til så mange som muligt, siger han til Newspaq.
Og noget tyder på, at den kommende pave vil få succes på Twitter. Hans forgænger nåede under brugernavnet @pontius i hvert fald at få mere end to millioner følgere på bare to måneder. I forbindelse med sin abdicering nedlagde han dog sin konto den 23. februar i år.