Hver danske familie betalte 17.700 kroner i grønne afgifter i 2016. Dertil kommer erhvervslivets betalinger.
Samlet steg de grønne afgifter med 1,8 procent til 82,4 milliarder kroner sidste år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Grønne afgifter på energi var på 45,7 milliarder kroner i 2016 og udgjorde mere end halvdelen af de samlede grønne afgifter.
- Transportafgifterne steg med 4,0 procent i forhold til 2015 og var i 2016 på 32,6 milliarder kroner. Heraf dominerer registreringsafgifter på motorkøretøjer, der i 2016 var på 19,4 milliarder kroner, skriver Danmarks Statistik.
Husholdningerne stod for 47 milliarder kroner af de grønne afgifter.
- Den største del af de grønne afgifter er energiafgifterne, som udgjorde 9800 kroner per familie. Afgifter på transport, som især består af registrerings- og vægtafgift, er den næststørste gruppe, som udgjorde 7200 kroner per familie, skriver Danmarks Statistik om de grønne afgifter.
Erhvervslivet betalte sidste år 35,4 milliarder kroner i grønne afgifter. Heraf stod energiafgifter for 19,8 milliarder kroner.
Mens indtægterne fra grønne afgifter stiger, så står støtten til vedvarende energi for skud. PSO-afgiften, der bliver udfaset frem mod 2022, indbragte 7,4 milliarder kroner i 2016.
Det var ifølge Danmarks Statistik 80 procent af den samlede offentlige miljøstøtte. Der er indgået en aftale om, at støtten overgår til finansloven i takt med, at afgiften bliver udfaset.
Indtægterne fra Nordsøen var helt sløje i 2016. Der blev både udvundet mindre olie og olieprisen tog et solidt dyk.
- I 2016 var statens indtægter fra Nordsøen (ressourcerenten red.) 1,5 milliarder kroner. Sammenlignet med provenuet på 4,3 milliarder kroner i 2015 er der sket et fald på 65 procent.
- Siden 2012, hvor provenuet var på 21,3 milliarder kroner, er indtægterne fra ressourcerenten faldet med hele 93 procent. Ressourcerenten er statens indtægter fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen i form af kulbrinteskat og selskabsskat af kulbrintevirksomhed, skriver Danmarks Statistik.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.