Liget ligger langt nede under skovbunden. Her har det ligget skjult i årevis for alle andre end morderen. Kun en følsom snude og årevis af træning gør politihunden i stand til at finde frem til liget og opklare sagen.
Inden for de seneste syv år har politiets nedgravningshunde , som de kaldes, fundet 10 lig i den danske muld.
Besøg fra hele verden
Politihundenes evne til både at finde lig og mestre mange andre vigtige metoder til at opklare sager har gjort den firbenede danske politistyrke kendt over hele verden.
Så kendt, at politifolk fra USA, Tyskland, Finland, Island, Sverige, Norge og sågar Botswana i Afrika valfarter til Nationalt Politihundecenter i Danmark ved Farum for at tage ved lære.
»Vi har nogle pionerer blandt vores hundeførere i Danmark, som har brugt rigtig megen tid, også fritid, på at finde ud af, hvordan vi bedst træner en politihund. På den måde er Danmark kommet i front med at nytænke træningsmetoder,« siger leder af Nationalt Politihundecenter i Danmark, politikommissær John Jensen.
De seneste 10 år har hundeførere fra hele Danmark arbejdet særligt på at udvikle metoder til at spore lig, som drabsmænd har gravet ned for måneder eller år siden. Forbrydelser, som uden hundenes hjælp ellers har været stort set umulige at opklare.
Banebrydende danskere
I slutningen af oktober får danskerne besøg af Per Arne Sødal, der er ansvarlig for at uddanne norske politihunde. Han kalder det danske arbejde med at finde nedgravede lig banebrydende.
»Vores gode samarbejdspartnere i Danmark har vist vejen for os andre med banebrydende forskning i, hvordan man kan udnytte tjenestehundes næseegenskaber bedst muligt. Og det er vi så heldige at kunne lære af,« siger han.
En af hemmelighederne bag den danske succes med at få hundene til at bruge næsen er ifølge John Jensen, at hans folk bruger gulerod i stedet for pisk.
»Vil man have hunde til at søge så fint på et gerningssted, som nedgravningshunde, skal de uddannes på en sådan måde, at de har stor glæde ved deres arbejde og blind tillid til føreren, som til gengæld får de ønskede resultater meget hurtigt,« siger lederen af Nationalt Politihundecenter i Danmark.
Dansk politi har omkring 450 politihunde.
Det er narkohunde, sprængstofshunde og patruljehunde.
Der er omkring 400 patruljehunde i Danmark, og omkring 25 af dem er såkaldte nedgravningshunde.
Nedgravningshunde er specialiseret i at opspore lig, som er forsvundet fra jordens overflade.