I ugevis har medierne været fulde af historier om den store mangel på speciallæger i Danmark.
Men ifølge en af landets førende sundhedsøkonomer, Jes Søgaard, direktør i Dansk Sundhedsinstitut (DSI), skyldes hospitalernes flaskehalse og ventelister ikke blot manglen på læger. Det skyldes i langt højere grad manglen på andre faggrupper til at bakke lægernes arbejde op.
Han har sammenlignet antallet af danske læger med antallet i resten af Europa, og her ligger vi på niveau.
Til gengæld har vi langt mindre personale ansat på sygehusene end i udlandet ¿ altså sygeplejersker, sygehjælpere, portører, farmaceuter, administrativt og andet sundhedsfagligt personale.
Mere støttepersonale
I Frankrig arbejder ifølge OECD mere end dobbelt så mange mennesker på sygehuse som i Danmark.
»Derfor må læger i Danmark udføre arbejde, som de i udlandet får andre faggrupper til. Derfor får lægerne ikke så meget tid til at behandle patienter, og i en tid, hvor vi ligefrem mangler læger, skaber det flaskehalse,« siger Jes Søgaard og fortsætter:
»Løsningen ligger lige for - vi skal have ansat meget mere støttepersonale til lægerne.«
Kontorarbejde
Det skønnes, at danske læger i snit bruger 20 procent af deres tid på rent administrativt arbejde, som eksempelvis lægesekretærer kunne udføre.
»Ny teknologi har over årene sparet mange hjælpefunktioner væk. Men hvor vi tidligere brugte få minutter på at diktere notater om diagnose og medicinordination mellem to patienter, som en sekretær skrev ind i journalen, så bruger vi læger hurtigt en time dagligt på for eksempel at logge ind på forskellige computersystemer og udfylde forskellige registreringsskemaer,« siger formand for landets kræftlæger Cai Grau.
Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen, kalder også patientnoter for »en tidsrøver«:
»Der er ingen tvivl om, at mine kolleger frustreres over det tiltagende omfang af administrativt arbejde, når de ikke føler, at de har tid til kernearbejdet - patienterne,« siger han.
Der mangler mere 1200 speciallæger i Danmark. Problemet forventes først løst omkring 2020.