Landstræner Heine Eriksen må undvære tre af de spillere, som han oprindeligt havde udtaget til det kvindelige håndboldlandsholds træningssamling og Golden League-turneringen i næste uge.
To af afbuddene kommer fra to af de absolutte profiler på højre back-positionen i Boxer Dameligaen, Viborg HK's Louise Burgaard og Silkeborg-Voel KFUM's Anne Cecilie la Cour.
Det tredje afbud kommer fra stregspilleren Kathrine Heindahl fra Randers HK.
Alle tre spillere har meldt fra med skader, og i stedet har Heine Eriksen udtaget Skive fH-backen Olivera Jurisic og Team Esbjerg-stregspilleren Stine Bodholt Nielsen.
- Det er altid ærgerligt at modtage afbud, og jeg er ked af det på spillernes vegne.
- Heldigvis har vi mange dygtige spillere, der kan træde til, og der har jeg i første omgang sendt bud efter Jurisic og Bodholt til at supplere truppen, siger Heine Eriksen i en pressemeddelelse.
Han vil i weekenden udtage endnu en spiller til at fuldende truppen.
Danmark skal ved Golden League spille mod Frankrig, Norge og Polen.
Turneringen bliver spillet i Frankrig, og Danmark møder værterne i den første kamp på torsdag.
/ritzau/