Et ønske om at blive skolelærer betyder, at håndboldkvinderne fra Randers HK fra næste sæson skal have ny assistenttræner.
Ole Bitsch forlader cheftræner Jan Leslies side, skriver de danske mestre i en pressemeddelelse.
Her fremgår det også, at Ole Bitsch fortsætter trænergerningen hos de nyoprykkede 1. divisionsherrer hos Randers HH.
- Ole er en vellidt person i klubben, men vi har selvfølgelig forståelse for Oles valg og ønsker ham held og lykke med herrerne i næste sæson, siger direktør Henrik Mortensen.
- Hvem, der bliver afløser, er endnu ikke afklaret, men vi overvejer situationen og forventer, at det er på plads inden sommerferien, lyder det fra direktøren.
/ritzau/