Hvis håndboldtrænerne i Herre Håndbold Ligaen og HTH Ligaen i næste sæson er utilfredse med en dommerkendelse, kan de i nogle kampe opsøge muligheden for at omstøde kendelsen.
I tv-transmitterede kampe bliver trænerne udstyret med en såkaldt video-challenge, og den kan de bruge til at få dommerne ud for at gennemse en situation og eventuelt omstøde den kendelse, de i første omgang dømte på banen.
Det bekræfter Dansk Håndbold Forbunds formand, Per Bertelsen, over for TV2 Sport.
Han fortæller, at Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har ønsket at benytte Danmark som testliga, og Udvalget for Professionel Håndbold under DHF enstemmigt sagde ja til at teste challenge-systemet.
Det koster en timeout at bruge sin video-challenge.
- Hvis du ikke skulle "betale" for din challenge, ville den jo blive brugt hele tiden. Nu skal trænerne lige tænke sig om og vurdere, om situationen er stor nok til, at de vil miste en timeout på det, siger Per Bertelsen til TV 2 Sport.
En challenge skal tages umiddelbart efter, at et hold føler sig bortdømt.
/ritzau/