Det danske kvindelandshold i håndbold har indtil videre ikke fået den mest optimale optakt til OL, og det blev ikke bedre søndag aften, da holdet tabte 19-28 til Sverige i den sidste kamp i træningsturneringen Nettbuss Scandinavian Open i norske Drammen.
Det lover dermed ikke godt for håndboldkvinderne, som i den første kamp ved OL netop møder Sverige, når det hele går i gang om små to uger i London.
Særligt ikke når man tænker på, at Sverige forinden havde tabt med syv mål til både Frankrig og Norge. Danmark tabte fredag stort til Norge, men slog dog franskmændene lørdag.
De danske kvinder kom egentlig fornuftigt fra start imod de svenske naboer, men midtvejs i første halvleg begyndte det at gå den forkerte vej.
I angrebet kunne danskerne ikke bryde igennem den svenske mur. Stregspillet var ikke-eksisterende, spillet var fantasiløst og adskillige bolde blev kastet direkte i svenskernes hænder.
Det udnyttede Sverige til punkt og prikke via kontraangreb, og ved pausen var Danmark bagud 9-16.
Svenskerne blev ført godt an af playmakeren Isabelle Gulldén fra Viborg HK, som fik rykket godt rundt på det danske forsvar og selv stod for mange scoringer.
I omklædningsrummet lykkedes det ikke landstræner Jan Pytlick at ændre det store ved det danske spil, og kort inde i anden halvleg var Sveriges ikke bare foran med syv, men med ni.
En føring, danskerne aldrig formåede at gøre det store ved.
Danmark har stadig to kampe til at finpudse OL-formen i. Begge opgør er mod Angola og spilles henholdsvis den 19. og 20. juli i Gudme og Faaborg.
/ritzau/