De to danske golfspillere Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard skuffer på andendagen ved WGC Invitational-turneringen i Memphis, USA.
29-årige Olesen lå inden fredagens runde på syvendepladsen i turneringen. Men med en runde i et slag over par falder Olesen ned på en delt 18.-plads i tre slag under par.
Endnu værre gik det for turneringens anden dansker, 27-årige Lucas Bjerregaard. Han gik banen rundt i fire slag over par, hvilket rækker til en plads som nummer 52 ud af turneringens 63 deltagere.
Bjerregaard er inden tredje runde af turneringen, der spilles natten til lørdag dansk tid, i samlet tre slag over par.
Helt i front ligger engelske Matthew Fitzpatrick i ni slag under par efter en stærk runde med syv birdies og en enkelt bogey.
Den 24-årige englænders seneste sejr ligger tilbage i september 2018, hvor han vandt European Tour-turneringen Omega Masters efter omspil mod netop Lucas Bjerregaard.
Jon Rahm fra Spanien, der indtog førstepladsen efter førstedagen med en runde i 62 slag, er faldet tilbage på en delt andenplads efter en runde i et slag over par. Rahm er et slag efter den førende Fitzpatrick.
Verdensetteren, amerikanske Brooks Koepka, gik banen rundt i tre slag under par og ligger samlet i fem slag under par på en delt syvendeplads.
Det er et slag bedre end Rory McIlroy fra Nordirland, der også gik i tre slag under par.
Den nykårede vinder af majorturneringen British Open, Shane Lowry fra Irland, har meldt afbud til turneringen i Memphis, og det samme har legenden Tiger Woods.
/ritzau/