Der burde ikke ligge døde fugle på denne årstid. Og gør de det i en by, vækker det særlig opmærksomhed.
Måske derfor blev syv, døde vildfugle opdaget i Tyskland fredag og sendt til undersøgelse. Tre af dem - to svaner og en and - har helt sikkert fugleinfluenza, viser de foreløbige resultater.
Og virussen kan sagtens også være i danske fugle.
- Der er ikke fugletræk nu. Det er en kraftig indikation på, at sygdommen kan ligge et sted derude i Europa og lure. Vi kan ikke udelukke, at fugle i Danmark er smittet. De kan ligge allemulige steder med vådområder, hvor der måske er influenza i fuglebestanden, siger chefkonsulent i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard til Avisen.dk.
Også Tjekkiet er ramt af et udbrud, efter virussen er fundet på en kalkunfabrik. De tyske fugle blev fundet i Nürnberg i Bayern, og derefter fik Fødevarestyrelsen besekd af de tyske myndigheder. Her til morgen har Fødevarestyrelsen været på nettet for at finde ud af mere, så de kan give instrukser til danskerne.
- Indtil videre er Bayern så langt væk, at vi ikke umiddelbart kan gøre noget ved det. Vi afventer EU-kommissionen og mere detaljeret information. Det kan være, vi skal bede folk om at være mere opmærksomme, så vi kan sætte undersøgelser i gang af døde fugle, men det er jo ikke lige årstiden, hvor man finder døde dyr, siger Stig Mellergaard.
Han regner med at blive opdateret i løbet af dagen.
Indtil da råder han hobbyavlere og andre til at bruge "det tidlige varslingssystem". Hvis man finder et par pludseligt døde fugle i en flok, skal man straks melde det til myndighederne.
Hotline til Fødevarestyrelsen er telefon 70130012. Følg også med her.