Er jeg en god nok mor? Lever jeg op til rollen som far?
Danske forældre er usikre på, om de er gode nok som deres ungers mor eller far.
Det viser en rundspørge, som Politiken Research har foretaget blandt 1.218 institutionsledere i vuggestuer og børnehaver.
Her svarer 55 procent, at forældre inden for de seneste fem år er blevet mere bekymrede over, om de slår til, skriver Politiken.
I Børnehaven Mariendal i Randers kender pædagogerne alt til, at mødre og fædre ikke længere stoler så meget på sig selv.
"Vi bliver ofte brugt som konsulenter, også i helt basale spørgsmål. De vil have vores kommentarer om alt muligt fra beklædning til sygdom og madvaner. Vi er blevet deres sundhedsplejersker, eller måske har vi fået den samme rolle, som bedsteforældre havde i gamle dage," siger lederen Jan Thomasen til avisen.
Årsagen til de bekymrede forældre kan hænge sammen de mange magasiner og bøger, som er målrettet ambitiøse forældre, mener professor Ning de Coninck-Smith, Institut for Pædagogik ved DPU, Aarhus Universitet.
"Det giver mange valgmuligheder, og til sidst kan man blive fuldstændig rundtosset. Med al den viden så øges forventningerne til forældrene. Forventningspresset har aldrig været større end i dag," siger Ning de Coninck-Smith.
Men forældrene bør faktisk tage den lidt mere med ro, mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
"Børn bliver overvåget af voksne hele tiden og får ikke lov til at leve og lege, uden at vi kommenterer, analyserer og roser dem. Det kan man altså godt risikere at blive et lidt kunstigt væsen af," siger hun til avisen.