Det kan have været danske styrker, der stod bag bombardementerne, som angiveligt dræbte 19 civile. Det skriver politiken.dk.
Libyske myndigheder oplyste søndag, at de civile var blevet dræbt af Nato-bomber. Nato har siden bekræftet angrebet, men siger, at bygningerne, der blev bombet var militære mål, ikke civile.
Hvorvidt det er civilt område eller militært undersøges stadig.
På den danske flyvertaktiske kommandos hjemmeside er det tydeligt optegnet, at danske fly har været på missioner i området, hvor de omtalte bygninger blev bombet.
"Det seneste døgn har danske F-16 gennemført tre missioner i områder mellem Yafran og Zlitan. Flyene var indsat i observationsopgaver og mod kommando- og kontrolfaciliteter. Der blev anvendt otte præcisionsbomber på flyvningerne", skriver Flyvertaktisk Kommando.
Flyvertaktisk Kommando afviser at udtale sig nærmere om det skrevne og vil ikke specificere, om det var danske fly, der bombede bygningerne.
Ingen andre lande har taget ansvar for bombardementerne.
Kilde: politiken.dk